Julehistorie 2007

Skrevet af Nicole

- gå til afsnit> 1 > 2 > 3 > 4 > 5 > 6 > 7 > 8 > 9 > 10 >

1. Dec. "Kulden bider"

En kraftig vinterstorm havde fyldt det meste af Danmarks storslåede hovedstad med sne. Selvom det var sidst på eftermiddagen, havde den hvide substans lagt sig som et tæppe over København. Ingen sjæl havde vovet sig ud i decembermørket, som lå på lur ved hvert eneste gadehjørne. Selv de yngre børn, som til tider kunne være lidt øretæveindbydende, sad stille og kiggede ud på dette sceneri med fascinationen malet i øjnene. Måske skyldes det også skæret fra fyrfadslysenes varme og skrøbelige glød, som brændte i de små vindueskarme (Desværre var strømmen gået på grund af det ustabile vejr, så københavnerne måtte ty til jyske metoder).

Hvis man stillede sig op på byens historiske volde, som i gennem hundredvis af år havde beskyttet dens konge og indbyggere imod fjenden, ville man ikke kunne undgå at se en kæmpe bygning rage op igennem skydækket. Dens forsvarsværker var stærke, og var i stand til at holde en hver fjende på stangen. Bygningen tog sig endnu mere frygtindgydende ud i gennem den grålige mur af kold sne.

Hvis man fra voldenes udsyn, lod sit blik glide længere op af denne bygnings etager, ville man øverst oppe kunne skimme en blussende ild fra den øverste etage. Ingen var klar over at det var netop her, hvor byen, ja selv landets fremtid blev beseglet. Snart skulle ondskaben selv sætte sine fodspor på jorden, eller rettere sagt sneen. Kun få var udvalgt til at finde dem, og besejre den onde selv. Ingen var klar over at den kommende jul blev et vigtigt højdepunkt for både Danmark - og HøjHusets historie!

”Min herre”, lød en skælvende stemme fra den kutteklædte skikkelse, der stod foroverbøjet i det svagt oplyste rum. ”De sendte bud efter mig”, fortsatte stemmen. En klolignende hånd greb pludselig fat om den høj stols armlæn, der stod midt i rummet og det gav et sæt i den kutteklædte. Det var tydeligt at han nærede en vis respekt for personen i stolen. ”Og hun trådte ind..”, lød der en drømmende og svævende stemme. Den kutteklædte person blev stående, og rømmede sig kort efter, for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Personen i stolen vendte sig om, og opdagede at virkeligheden var vendt tilbage. ”Så kunne De endelig vise dem, Jasper”, sagde personen utilfreds og rejste sig op med en vis myndighed, der tog pusten fra skikkelsen. Personen, lagde sine hænder om på ryggen, og ventede på det rette øjeblik for at fortsætte samtalen. Skikkelsen, der efterhånden havde en mani med at rømme sig, gjorde dette igen og personen løftede et øjenbryn. ”Ja?”, sagde han, og værdigede ikke den kutteklædte et blik. ”Det er nu Jesper, som..”. ”Ikke mere snak!”, sagde personen irriteret og vendte sig nu imod Jesper. Det syn som nu mødte den kutteklædte Jesper, ville have fået hele fremmedlegionen til at tage benene på nakken. Skikkelsens ansigt lignede af alt noget der havde været i lag med en håndmikser. Hans øjne var svært at identificere, da de var skjult bag et par solbriller, men Jesper kunne svagt fornemme en rødlig glød skinne inde bag dem. Smilet var skævt, hvilket af alt mindede om en skørtejægers. ”Herre. Hvad har De i tankerne?”, spurgte Jesper underdanigt, imens han så ned i det kolde stengulv. Ud af øjenkrogene kunne han se personen smile. ”Sæt dig”, sagde han roligt og pegede nu på en overdådig stol, som stod i nærheden af sin egen. Jesper fik sig sat kantet på den, imens han nøje betragtede den mægtige skikkelse. ”Jesper, som du måske har observeret igennem de sidste par måneder, er dette HøjHus’ brugere begyndt at gøre voldsomt oprør imod vort system. Jeg har igennem pålidelige kilder fået konstateret at nogle brugere er ved at samle en mægtig hær, for at vælte vort styre. Dette må ikke ske! Vi må sætte alle midler ind for at få det slået ned” sagde den høje herre med behersket stemme. Jesper blev straks fyr og flamme, og lignede af alt en norsk fjeldhund. ”Jeg har en plan. Udtænkt af Danmarks skrappeste hjerner! Nu skal du blot høre”, sagde personen og slog tilfreds hænderne sammen.


Hvad går plottet ud på? Følg med i morgen…

2. Dec. ”I de skjulte regioner - base of operations”

Brugerne sad tæt sammen på stolene i de store kælderregioner. Fugten drev ned af væggene, og mange af de fremmødte brugere skuttede sig ved vandet, der for tid til anden, dryppede ned på dem. Dagens opgaver skulle fordeles. Oppe i den ene ende af rummet, sad lederen som uddelte opgaver og fortalte nyheder. På væggen hang et hvidt lærred og i loftet hang en projektør. Snart var tiden inde til at han ville gør sig sin entré. Desværre var han ikke dukket op endnu.

I det samme blev en dør smækket op, og en mand af normal højde, iført skjorte og med en lille brunlig tot som frisure, gik med en værdig mine ind i rummet, efterfulgt af en lille hvid hund. Efter hunden kom en soldat i grøn rustning marcherende med en ak47. Soldaten, som ved fans kendes som Master Cheif, stillede sig nogle meter væk fra sin leder, som var, ingen ringere end Herge’s, Tintin. Tintin stod nu ved sin plads, og skuede ud over forsamlingen af brugere med klare øjne. Brugerne kiggede tilbage på ham med en blanding af respekt og ærefrygt og fik kuldegysninger.
Efter at have holdt spændingen i nogle minutter, åbnede han til sidst munden og sagde: ”Reallife or not, vil du være så venlig, at tænde for projektøren?”
En bruger rejste sig øjeblikkeligt og tændte for den, mens de andre så misundeligt på ham, siden han havde fået en sådan ærefuld opgave af den karismatiske Tintin.
”Jeg ved at vi alle og enhver gør et godt job, for at bringe fjerne Jesper og hans ondskabsfulde herre, Lars tilfald. Men jeg ser ingen anden udvej end at sende bud efter hjælp.”
Tintin var meget kontant og gik direkte til sagen. En bruger rakte pludselig hånden op.
”Ja?” spurgte deres leder.
”Sir … Hvem har De i tankerne?”
”To gamle kammesjukker fra USA og deres medhjælpere. De er top professionelle. Jeg har allerede talt med deres chef, så de skulle gerne blive informeret meget snart.”
”Hvad skal vi så lave indtil de kommer her? Vi skal vel ikke bare lade stå til, og se Lars og Jesper hærge huset?
”Nej! Derfor har jeg også nogen opgaver: Er der nogle frivillige, som vil melde sig til at, sprænge Storebæltsbroen i luften eller Amalienborg?” (Hvordan dronningen blev blandet ind i denne affære, forblev en gåde).
Flere brugere var mere end villige og rakte én efter én, hånden i vejret.
”Okay, Mr underwear og Miss Askepot tager broen. Quasimodo tager Dronningens domicil.”
Mere havde Tintin ikke at sige, og han trak en sangbog op af skuffen i podiet.
”Og nu vil vi synge: ”Danmark er et yndigt land.”

Er Højhusbrugerne kampklare? Følg med i morgen…

3. Dec.

Samtidig i New York

Solen skinnede, men dog ikke så varmt som det plejede at gøre i december i USA. Brødrene Dalwreack nåede frem til den tårnhøjre skyskraber, som ikke var ukendt i den store by. I receptionen viste de deres ID-kort frem til vagten. De blev lukket igennem og fik et spørgsmål smidt i hovedet på forbifarten.

”Hvor’n skær den, drenge?”
”Fint. Men vi har lidt travlt, så vi ses,” sagde Jake og Jamie nikkende.

De gik længere ind og snart nåede de til hjertet af bygningen. Jamie begyndte pludselig at kigge sig panisk omkring. Det virkede som om der var en bestemt person, han ikke ønskede at løbe i armene på. Flere kollegaer, dem som havde arbejde ved de mange computere eller bare nogle, som skulle et andet ærinde, stoppede op og så på de to, som kom gående. Nogle af de lidt yngre kvinder, begyndte at hviske. Mændene begyndte at råbe over til dem, om, hvordan deres mission gik. Begge brødre var velkendt, respekteret og æret blandt deres kollegaer, da de havde tjent i Irak-krigen.

Jamie havde sat farten op og hans bror måtte sætte farten op for at indhente ham.
”Hej, hvad er problemet?”
”Hun er her i nærheden, jeg kan mærke det!”
” Hvem?”
”Miss Blood.”
”Miss Blood?”, sagde Jack uforstående.
”Det begyndte for en måned siden, når vi var adskilt, så dukkede Frances Blood op …”
”Frances Blood? Hvad ville hun?”
”Hun prøvede at få mig til at gå ud med hende!”
”Og?”
”JAMIE!”
”Satans! Hun var her! Løb!!”
Jamie satte i løb og stormede af sted. Lige bag ham kom en tynd smuk kvinde løbende. Hun havde det samme slags sorte jakkesæt som brødrene. Hendes hår, som var farvet grønt for nogle dage siden, bølgede efter hende, da hun stormede efter Jamie.
”Vent Jamie!”
”Jeg er på arbejde, miss Blood!”
Jake stod bare og måbede, mens hans bror blev jagtet ned af gangen af kvinden. Hun halede ind på Jamie og med få cm fra ham, sprang hun frem og greb ham om livet, så de faldt oven på hinanden på gulvet. De trillede hen af gulvet, før de stoppede. Da de endelig var holdt op med at trille, lå pigen, som måtte være Frances, øverst og så Jamie ind i øjnene. Hun lagde hånden om hans hovedbund og trak hans ansigt nærmere, så det kun var få cm fra hendes.
”Det er længe siden, hva?”, sagde hun.
”Det er faktisk kun en uge siden!” sagde Jamie kortfattet med en rød farve i hovedet. De andre kollegaer, havde hørt den larm de havde lavet og kiggede måbende på dem.
”En uge er lang tid for en kvinde, som er ramt af Amor`s pil, Jamie. Dette øjeblik har jeg set frem til, i hele den uge du var væk!”
”Dæmp dig lidt!”
”Dæmpe mig? Jeg skal vise dig, hvem der skal dæmpes!” Sagde hun med et rimeligt uspekuleret smil som ville have fået Hugh Hefner til at blive flov. Igen nærmede hendes ansigt sig hans.
”Nej! Miss Blood, ikke her!”
”Længslen har været hård at udstå! Lad være med at være så egoistisk og lad mine følelser få frit løb!”
”Ahmmm,” lød der en rømmende stemme bag dem. De kiggede begge to op og der stod chefen og stirrede ned på dem.
”Øh, hej boss!”
”Kan I ikke gøre det der, når I ikke er på arbejde?”
”Sagtens chef!” Sagde Frances og smilede stort op til chefen.
”Godt, men så var det vel muligt at du kunne slippe ham? Jeg skal til at have et møde med ham.”
”Som De vil” sukkede Frances og rejste sig. Jamie kom selv på benene og børstede forlegent noget støv af sit tøj.
”Nå, knægt, gik det hele som det skulle?”
”Selvfølgelig. Her har du det, du ville have” Jamie rakte hans chef mappen, og chefen tog imod den.
”I har vel ikke set hvad det er, vel?”
”Nej, nej, diskretion er en æressag. Ikke sandt broder?”
”Øhmm … Jo.”
”Det godt knægt” sagde chefen tilfreds og bankede Jamie i ryggen, så han røg lige over i favnen på Frances. De ramlede igen på gulvet, med Jamie øverst.
”Sammen for altid!” Sukkede hun og slog armene om Jamie.
”Helt ærligt, bror, du er på arbejde” sagde Jake og kiggede flovt den anden vej.
”Vi ses drenge, kom til briefing i morgen, så skal jeg forklare det hele” sagde chefen, tog mappen og forsvandt.

Der gik noget tid før nogle af dem brød tavsheden. Det var Jake, som sagde startede:
”Nå, men så er det fyraften! Kom Jamie, så står der fyraftensbajer på menuen!”
Jake hev fat i kraven på sin bror og slæbte Jamie, stadig med Frances låst fast om sig, mod udgangen.
”Hey, vi skal lige skifte tøj! Og du giver slip nu, miss Blood!”

Kan Jamie holde kvinderne fra livet? Følg med i morgen…

4. Dec. ”Mødet på chefens kontor.”

Vejret havde slået om, fra gårddagens sol, til regn. Regnen silede ned udenfor og chefen sad og ventede på, at de to agent-brødre, skulle dukke op. Da klokken slog 8 slag, gik døren op og Jake trådte ind. Da han trådte ind, opdagede han to personer, som sad henne ved chefens bord. De sad begge med ryggen til døren.

”Jake, hvor bliver din bror?” spurgte chefen brutalt.
”Øh, han kommer, boss.”
”Nå, men så går vi bare i gang” sagde chefen og gik over i den ene ende af rummet for at hente noget. Han kom tilbage, med mappen i hånden og placerede den højtideligt på bordet. Chefen åbnede den, mens Jake bevægede sig hen til bordet. Han så mappens indhold. Det var hvidt pulver i plastikposer.
”Øh, er det kokain?”
”Ikke bare kokain, Jake! men Heaven Sugar!”
”Heav..?”
”Det er et stof, ja, men det har ikke samme virkning som koka, lad mig demonstrere for dig, hvordan det …”
Jake hørte ikke længere efter hvad chefen sagde, for hans opmærksomhed havde vendt sig mod de to personer som også befandt sig i rummet. De var to piger, det kunne han nemt se, men det var kun den enes ansigt, han kunne se. Den ene var en hvid kvinde i en rød gallakjole. Et par brune støvler passede fint til hendes fødder. Hun havde brunt, glat, friskfriseret hår, som hang ned af hendes ryg. Den anden var en skikkelse i sorte klæder, med en lige så sort hætte over hovedet, så man slet ikke kunne se hendes ansigt.

I det samme lød der et bip fra en I-PHONE. Jake trak sin mobil frem og læste en besked, som han lige havde fået.
”Hmm okay” sagde han uden at undskylde afbrydelsen.
”Hvad?”, sagde chefen irriteret.
”Jamie er lige på trapperne.”
”Hvad fanden sker der? Hvorfor kunne han ikke komme sammen med dig?”
”Vi lever i en farlig tid, chef, en mand må tage sine forholdsregler.”
”Forholdsregler? Som hvad for eksempel?”
”Som disse” sagde Jake.
Han gik hen til et vindue og åbnede det. Der lød en stemme ude fra vinduet: ”Er hun der?”
”Nej, Nej, hun er ikke her.”
”Giv mig lige en hånd. Der er pisseglat udenfor!”
”Klart nok, brormand.”
Jake trak sin bror ind gennem vinduet. Han var plaskvåd og nyste en smule, men i sikkerhed fra regnen, var han kommet. Begge brødre tog plads ved chefens bord.
”Hvor kom vi fra?” spurgte Jake.
”Hvad er I igang med?” spurgte Jamie.
Chefen trykkede på en remote og på væggen bag ham, kom en fladskærm til syne. Chefen proppede en video i maskinen og trak gardinerne sammen.
”Nu mangler vi bare nogle popcorn” sagde Jake drillende.
”Hold kæft Jake” sagde Jamie.
”What ever.”

På videoen, som var optaget med mobiltelefon, blev vist en del søndersmadrede bygninger, rød himmel og en masse væsner, som marcherede rundt med laservåben. Disse væsner, havde øjne som lyste rødt, var omkring menneskehøjde, deres hud var grå/hvid, havde en maskulin kropsbygning og der kom en del skræmmende brøl fra dem. De var lige så frygtelige, at se på, som deres omgivelser var det. Et frygteligt syn, hvis man ikke selv havde set en del monsterfilm (som forfatteren selv her har set).
”Frygteligt syn ikke?”
”Hvad er dog dette, chef?! Er de der tingester Zombier?!”
”Det kan jeg kun sige ja til, Jake.”
Chefen trak igen gardinerne fra.
”Zombier? De findes da kun i computerspil og film, ikke?”
”Gid jeg kunne sige ja til det, Jamie, men faktum er, de er her alligevel.”
”Hvordan er de kommet her til jorden?”
”Vi har en anelse, men der er forskellige teorier.”
”Teorier som hvad?”
”Hvad med en invasion fra rummet?!”
”Aliens, Jake?” sukkede Jamie.
”Ja da!
”Nej, teorierne er blandt andet, at ukendte personer har skabt dem.”
”Men hvad har det med stofferne der at gøre?”
”Hvis man indtager det, så bliver man til sådan en zombie. Altså, er der ukendte gerningsmænd, som har skabt dette stof.”
”Hvor i verden er dette sket?”
”Kun i Danmark. Alle de forsendelser, der er blevet sendt fra Danmark, er blevet opsporet, så det ikke vil blive udviklet i andre lande, så vi vil få ligne situationer med zombier der. Vi forslår i tager til Danmark, undersøger sagen og prøver at stoppe disse psykopaters planer om verdensherredømmet.”
Jamie kiggede pludselig hen mod vinduet. Han synes at have set noget, men det var væk, hvis der overhovedet havde været noget.
”Har du pakket kufferten, brormand? Nu går turen til Danmark! Jeg har hørt at de laver godt wienerbrød!”
”Hmm … Ja, det ser sådan ud” sagde Jamie og kløede sig fraværende på hagen, mens han tænkte alt det med zombier og nu denne tur til Danmark, igennem. I det samme mærkede han en hånd på sin skulder. Han så op og gav et hyl fra sig:
”Arh!”
”Du er våd”, sagde en stemme.
”Hvad?”
”Du er våd” gentog stemmen.
”Hvem er du?”
Hun rettede en poleret brun pind mod ham, som om det var nok svar i sig selv for Jamie.
”Mon de darkis!” Mumlede kvinden og Jamie kunne mærke en pludselig tørhed på kroppen. Han kiggede ned og kunne se at han ikke var længere våd af regnen.
”Øh tak, miss?”
”Hermione Granger. Til tjeneste.”
”Det er så Hermy. Hun drager med jer til Danmark. Det samme kan man sige om frøken Xara Moxia’e.”

Xara rejste sig og gav hånd. De fik alle sammen præsenteret sig.
”Xara Moxia’e? Er du hende den berømte sangerinde fra Frankrig?”
”Jo lige netop!" svarede chefen stolt "Men hun har valgt at hjælpe os i vore fælles sag mod zombierne og deres bagmænd.”
”Men hvordan kommer vi til Danmark?”
”Det har frøken Moxia`e klaret. Det bliver et skib. Skibet har bedt hende om at give en koncert på skibet, når det drager mod Danmark. I to,” chefen rettede en finger mod de to brødre ” I skal forstille at være hendes bodyguards, mens frøken Granger skal være hendes kammertjener. I tager af sted i morgen, så se at få pakket lokumspapiret og tandbørsten!”

Udenfor vinduet til chefens kontor

Den lille robot, som lige havde spioneret udenfor vinduet, begyndte at flyve tilbage, hvor den hørte hjemme. Den satte farten op, for dette ville interessere dens herre. Efter flere timers flyvning, ankom den til Danmark og nærmede sig Københavns bymidte, hvor HøjHuset tårnede sig op over skydækket. Herinde var lyset meget lukket til, da himlen omkring robotten, var rød og skyggede for solen. Solen havde næsten ikke været at se på himlen på grundt af den røde, tillukkede himmels dominans og det hele var ret deprimerende for byens indbyggere. Nedenunder på gaden, marcherede zombier rundt, for at opretholde ro og orden fra Københavns indbyggere. Robotten nåede til HøjHuset og fløj ind af et af de øverste tårnvinduer. Den fløj rundt omkring i rummet, mens den ventede på dens herres tilbagevenden.

Opdaget af en spion! Hvordan skal det dog gå de unge mennesker? Og stakkels Danmark fyldt med zombier... Følg med i morgen…

5. Dec. ”Afrejsen”

Chefen stod og spejdede ud i horisonten, mens han fra tid til anden gloede på sit ur. Han havde en del våben under armen. Da klokken blev 8 dukkede Xara, Hermione og de to brødre op. Brødrene var stadig iført deres våddragter, men havde sorte solbriller for øjnene. Xara havde fået strøget sin gallakjole og fået lidt make-up i hovedet, så hun nu så mere fornem ud, end hun gjorde i forvejen. Hermione var stadig klædt i sin kutte, men hætten havde hun ikke over hovedet. Dog havde hun ikke fået sat hår, som piger normalt gjorde. Hun så temmelig søvnig ud. Hun slæbte på en hel del bagage bagefter dem. Jamie smilte, og gik ud fra, at hun havde slæbt et mindre bibliotek med. Chefen kom dem i møde og henvendte sig til brødrene.

”Jeg blev bedt fra allerhøjste sted, om at give jer to disse våben. Især sværdene skal I passe på med. Det er ældgamle og magifulde sager! Pistolerne er dog nye, men modificerede med den nyeste teknologi inden for våbenfremstilling! Dens kugler kan trænge igennem ethvert metal!”

Chefen rakte dem et sort skæftet tohåndssværd og en pistol hver.
”Nå, men så var der ikke mere. Held og lykke, de herrer!”
”Yes sir!”
Jake og Jamie gjorde honnør og chefen forlod dem. Den lille gruppe stod lidt på havnen før Jake brød stilheden som kun blev brudt af mågerne over dem.
”Hvor er det skib, vi skulle med?”
”De kunne i det mindste have givet os skibets placering, så vi ikke skulle fare rundt efter det” sagde Hermione irriteret. Hun havde stadig sin sorte kutte på og nu med hætten over sig. Hun måtte stoppe med at gå, fra tid til anden, fordi hun havde en tung sportstaske at bære på.
”Hermione, se at skynde dig lidt.”
Hermione var sakket lidt bagud, på grund af den tunge vægt.
”Ja, ja, men den her taske er hamrende tung! Og hvorfor er det lige mig som skal gå og bære på det her?!” råbte hun tilbage, for at retfærdiggøre grunden til at hun var sakket bagud. Jamie vendte hovedet om mod hende, men vendte så resten af kroppen med og gik hen til hende.
”Lad mig give dig en hånd.”
Hermione holdt op med at brokke sig og viftede med hænderne ud til siderne, i ren panik.
”Nej, nej, det er ikke nødvendigt!”
”Det er okay” svarede Jamie og tog sig ikke at hendes baskende hænder. Han tog fat i selen til på en taske på størrelse med en trillebør og begyndte at gå, mens han tænkte at så tung var den da heller ikke og han begyndte at gå.
”Æv, skibet går snart og vi har ikke engang fundet det!”
Denne gang var det Xaras tur til at brokke sig.
”Der er det!” skrålede Jamie tilbage til de andre, som var kommet længere fremad. De andre kom løbende. Alle stod og betragtede skibet ”Baricola”, som de skulle med. Skibet var omkring 50 meter langt og omkring 20 meter højt.

Hele forsamlingen nærmede sig til landgangsbroen hvor passagernes ID og bagage skulle tjekkes, før de kom ombord på det store 5-stjernes skib, som det måtte være med dens store luksus, dyre drinks og dens kæmpe dæk til passagererne. Ti minutter efter, eller, en del mere end 10 minutter efter, fordi det havde taget flere minutter at overbevise tolken om at Jake og Jamie ikke var terrorister, blandt andet mistænkt for deres besynderlige klædning og deres bagage med våben, stod de på skibsdækket og så New York blive mindre.

Noget tid efter …

”Nå, men lad os få pakket vores ting ud i kahytten” sagde Jake, som var blevet træt af at gå og bære på sine ting og satte kursen mod trappen ned til kahytterne.
”Vi har ikke engang fået nøglerne endnu” sagde Xara henslængt, med benene over kors, på et af skibets lænestole.
”Satans, det havde vi helt glemt. Kom Jamie, vi skrider ned og ordner sagerne, men det kan godt tage noget tid, piger!”
Begge brødre forlod de to kvinder, som blev tilbage og nød solens goder, mens brødrene valgte at få det med kahytterne ordnet. Brødrene fandt vej ned til indkvarterings-receptionen og måtte stå i kø, før det blev deres tur.
”Fire rum til fire, tak” sagde Jake til manden igennem hullet.
”Så gerne sir.”

Receptionisten bøjede sig ned under disken og kom op et øjeblik senere, med et skuffet blik i masken.
Desværre sir, men vi har kun to ledige værelser tilbage, så I bliver nødt at nøjes med det.”
To nøgler blev skubbet ud til dem.
”HVAD?” sagde Jamie rystet.
”Er der virkelig ikke flere rum?” spurgte Jake receptionisten.
”Nej, desværre sir. Men vi lukker nu.”

To minutter efter at receptionen var blevet lukket …

”Skal vi ikke gå ind for at få en bajer?” spurgte Jamie og så at baren lå lige ved siden af dem. Han havde lyst til at få skyllet nyheden om de kun to tilbageværende rum ned.
”God ide, jeg har ikke fået en dråbe ned før vi tog af sted.”
De begav sig ind i baren, fik fat i 2 bajere og satte sig ned ved vinduet.
”Hvornår skal vi spise? Jeg kunne æde en flodhest!”
”Der er spisetid i aften klokken 20.00 i spisesalen. Men hvad siger du til det hele? Det lyder sindssygt, men vi er på vej til Danmark, for firmaet, for at ordne en sag. Den indebærer zombier, og personer med knald i låget!”
”Tja, jeg synes også, det lyder sindssygt, men det lader bare til, at det er virkeligt.”
Jamie hørte knap nok hvad hans bror sagde, hans tanker var helt andet steds.
”Nå, men lad det ligge, hvad synes du så om vores to nye partnere? Hermione og Xara?”
”Hvad mener du?”
”Hvad jeg mener? Hallo, vågn op! Vi har to underskønne damer med!”
”Tja, vi er meget heldige.”
Han havde ikke lyst at fortælle, at hans synes de var uheldige, men kun angående det med rummene, personligt havde Jamie ikke noget imod de to piger.
”Nemlig du! Og jeg tror Hermy kan sige det samme.”
”Hvad mener du?”
Han stirrede op på sin bror, med stor overraskelse i øjnene. Jake lod blikket forsvinde og munden forvandlede sig til et sjofelt grin.
”Tja, hun har kigget på dig hele dagen. Det så jeg selv, når hun mente at hun sikkert kunne spise dig med øjnene i skjul. Jeg tror sgu du har gjort godt indtryk på hende, brormand! Bare et godt råd, tag chancen, når du endelig har den, i nat!”
”Hvilken chance fabler snakker du om? - Nej, ved du hvad, bare glem det! og desuden, så bliver der ikke noget i nat!?”

Jamie drak en slurk af sin øl og gloede ud af vinduet. Han gad ikke høre mere på hans brors råd om piger og hvad man skulle gøre. Vand over det hele og en flot sol på himlen, var det som han kunne se. I baren kunne man høre de andre turister spille på barens spillemaskiner. De vendte tilbage til pigerne. Nøglerne og sådan som sagerne stod, blev udleveret. Hermione blev helt jamrende, mens Xara tog det, som om det var en naturlig ting.
”Fint med mig, men hvem skal sove sammen med hvem?”
”Jamen, dette er ganske utilstedeligt!” jamrede Hermione. Jamie lignede en, som havde samme mening.
”Der er ikke noget at gøre og hold op med at pile rundt på den brændende kogeplade Hermy, jeg synes det er lige så forfærdeligt, som du synes” sagde Jake.
”Løgner” tænkte Jamie og gloede på sin bror, som kiggede i smug på Xara ud af øjenkrogen.
”Ok, men vi skal jo have bodyguards begge 2, så skal vi så sige, at det bliver Jamie og Hermione i det ene rum og mig og Jake i det andet?” spurgte Xara, med fuldstændig rolig stemme. Hermione besvimede og blev reddet i Jamies favn, da han forsøgte at forhindre hendes kollationstur mod dækket.
”Okay, så siger vi det,” sagde Jake og gloede på sit ur, som viste at den var 4 ”der er 4 timer til, at vi skal æde i spisesalen.”

Hvordan skal det gå, at de må dele værelse? Følg med i morgen…

6. Dec.””
Jamie var ved at blive kvalt i sit eget slips.
”Her … mi … one … Du kvæ… rker mig!”, gispede Jamie.
”Oh, undskyld” sagde den unge heks, og lettede knuden på slipset. Jamie åndede ud, da luften igen kunne trænge igennem systemet. De to stod i deres egen kahyt og gjorde sig klar til aftensmaden i spisesalen. Hermione havde netop fået sig en lur, efter hun var besvimet på dækket og havde langsomt vænnet sig til tanken, om at hun skulle dele værelse med den ene broder Dalwreck. Hermione manglede stadig at få klædt om, da hun den sidste halve time, tålmodigt selvfølgelig, havde prøvet at få Jamies slips til at sidde rigtigt. Han havde insisteret på, at hun ikke måtte bruge tryllestaven så tæt ved hans strube - ikke fordi han betvivlede hendes evner, men bare for en sikkerheds skyld.

Endelig blev Hermione tilfreds med sit værk og trådte et skridt tilbage, for at beundre Jamie som om han var et nymalet billede, hun netop havde malet færdig.
”Perfekt!” sagde hun.
”Vi er ikke helt færdige. Du mangler stadig at få klædt om. Jeg går ud og venter.”
Jamie forlod derefter kahytten.
”Sikke en gentleman” sukkede Hermione henført, og så på døren som netop havde lukket sig.

1 times tid senere
”Hermione, bliver det i dag eller hvad?” råbte Jake ind mod lokummet, hvor Hermione havde opholdt sig i en time. Xara og Jamie sad på sengen og ventede. De sad i en samtale om hvad de ville have at spise.
”Ja ja, jeg er lige på trapperne”
”Hvad er det du laver?”
”Sætter hår! Og lad mig så få ro!”
”Kvinder!” mumlede Jake, da han gik tilbage til de andre.
”Hvad så?” spurgte Xara og forlod samtalen om mad med Jamie, da hun hørte Jakes vredesudbrud.
”Damen sætter hår! Jamie! Gør noget! ” råbte Jake til sin bror.
”Hvad skal jeg kunne gøre?” Jamie var overrasket over at hans bror kunne forlange at han skulle gøre noget.
”Hun er din... øhh... samlever! Det er din pligt at have styr på damen!
Jamie rejste sig og sukkede. Han gik forbi de andre og stod foran døren til lokummet, mens han tænkte på hvad han skulle sige, uden at få hovedet revet af.
”Hermione? Er du snart færdig? De andre er rimelig utålmodige.”
”Jamie, kan du lige komme herind?”
”Hvad?!”
”Kom lige herind …”

”Det her er bare for meget!” tænkte Jamie, da de andre grinende stod med opløftede tommelfingre og signalerede til ham, at han skulle gå ind. Jamie tog fat i dørhåndtaget og gik ind. Hermione stod foran spejlet i en sort kjole. I nærheden af hende stod nogle matchende støvler.
”Ja?” Spurgte Jamie.
Hermione registrerede i spejlet foran sig, at Jamie stod i døren. Hun vendte sig om, hvilket fik hendes hår til at flyve til side med en fejende flot bevægelse. Derefter hang det glat ned af hendes ryg.

”Hvordan ser jeg ud?” spurgte hun smilende.
Jamie, som siden han trådte ind i rummet, havde stået og stirret intenst på hende fik fremstammet :”Flot …”
Det var hans eneste kommentar. Men det var nok for Hermione. Hun stak sine ben i støvlerne, snørede dem sammen og gik forbi Jamie. Hun stoppede op i døren, vendte ansigtet om mod ham, blinkede til ham med venstre øje og sagde: ”Skal vi så se at komme afsted?”

Der er drillerier, søde blink og flirteri i luften... hvordan skal de unge mennesker dog holde koncentrationen om missionen? Følg med i morgen…

Flere hundrede passagerer sad omkring de fire unge mennesker, som havde placeret sig selv tæt sammen for at kunne nyde maden og hinandens selskab under middagen. Endelig blev maden serveret, til Jakes store glæde. Imens de fire unge mennesker spiste, spillede et orkester på en scene i midten af spisesalen. De spillede julemusik fra The julekalender. Pludselig slukkede musikken. Kaptajnen rejste sig og meddelte sine gæster, at de havde en æresgæst iblandt sig: Den franske sangerinde Xara Moxia`e!
Folk klappede og bad om en sang. Xara rejste sig ærbødigt, elegant og satte kursen mod scenen, imens mændene stirrede hendes figur, som sultne hanulve.
”Okay folkens, men det bliver kun en lille en. Jeg kalder den ”Restless Heart”!” meddelte hun, da scenen var indtaget.
Folk jublede. Hun gjorde sig klar i rampelyset, greb mikrofonen og sang, så hendes vidunderlige franske stemme klingende gennem salen:
”War called …”
“You answered …”
“Before we parted ways before the boat, you promised you would return …
“Years went beyond my faith, and I thought I should pass away …With little more time …
“Pass away … Like a gloomy Maiden with restless love …
“Restless love, only you could repay, to my beating heart!
“Oh, where are you, my dear? Where are you?” Fallen in battle, so you never could return to me?”

Dette var bare en del af sangen, men tilhørerne i salen var bomstille, lige bortset fra kvinderne, som tudede for fulde gardiner. Hermiones ansigt var begravet i en klinex, mens hun fra tid til anden løftede hovedet og sagde: ”Smukt … Elegant …”

I det samme mærkede Jamie noget vådt. Han kiggede ned på sine fødder, som var tværet helt ind i øl, mens en kvindestemme sagde ved siden af ham:
”Det må de undskylde sir!”
”Nå, det går nok, jeg …”
Jamie stoppede og mærkede frygten rulle ind over ham, som en flodbølge der rullede over et hus. Ved siden af ham, få cm fra ham, stod en grønhåret ung tjener, som han kendte alt for godt …
… Francis Blood!
”Jamie?”
Hun stirrede ned i hans øjne, som spejlede hendes blik tilbage i hendes egne øjne. Hendes underlæbe bevægede sig lidt og tårerne løb ned af hendes kinder.

”Hey Jamie, hvem er hun?”
Hermione stod ved siden af Jamie og kiggede spørgende på Francis, som havde travlt med at stirre på Jamie.
”En fra …”
Francis rakte en finger mod Hermione og spurgte anklagende Jamie:
”Jamie, hvem er hun!?”
Jamie rejste sig, bevarede roen og gik derfra, uden at svare på de to pigers spørgsmål.

Rivaliserende kvinder på samme skib! Uha... det kan da kun gå galt! Følg med i morgen…

8 Dec.”I dansk farvand ”

Hun trådte ud på dækket og kiggede sig omkring. Hun så en stå ovre ved rælingen og bevægede sig derover. I forbifarten så hun ned i swimmingpoolens glitrende vand. Han hørte skridt bag sig, men så stoppede de op. Han vidste hvem det var, men vendte sig ikke om for at hilse på hende. Det gjorde hun dog:
”Hej”.
”Hej”.
Hun gik frem, så hun stod bag ham og kiggede ud mod den røde sol.
”Den er smuk, ikke?”
”Den er meget flot.”
”Jamie, jeg vidste slet ikke at jeg skulle støde ind i jer her. Jeg tog dette job, som tjener, som deltidsjob for at komme lidt væk for det hele. Jeg skulle til Danmark.”
”Vi er også på vej til Danmark.”
”Er I?! Jamen, hvad skal I der?”
”Det kan jeg ikke fortælle dig, Frances, for det er top hemmeligt. Det ville være uforsvarligt af mig at indblande dig.”
”Arh, hold nu op, jeg er ikke et lille barn!”
”Desværre, men det kan jeg ikke.”
Jamie vendte sig væk fra hende og begyndte at gå. Hun gjorde en hurtig bevægelse og lagde en hånd på hans skulder. Han stoppede.
”Jamie, jeg …”
Han vendte sig om. De stod over for hinanden. Solen skinnede fra hendes øjne ind i hans, men ikke ret længe, for hun lukkede øjnene og lod sig glide frem mod ham. Han sukkede og sagde:
”Stop så. Jeg kan ikke, Francis!”
Hun åbnede øjnene og stirrede vredt på ham.
”Hvorfor ikke!?”
”Fordi … Ja … fordi …”
” Fordi du har en anden, ikke? Er det hende den franske eller hende dullen med de brune hår?!”
”Hende den franske? Hende dullen med det brune hår!? Nej nu må du stoppe! De to er bare …”
”Så du har dem begge to!?”
”Hold kæft!”, sagde Jamie brutalt.
Han vendte sig fra hende, i vrede og begyndte at gå. Samtalen var slut og han var træt. Francis fik lidt dårligt samvittighed over sin opførsel og sagde undskyld på sin bedste måde: Hun kastede sig over ham bagfra. Jamie fløj forover og hængte sig fast med armene til rælingen, med Francis oven bag på ryggen.
”Undskyld! Undskyld Jamie! Jeg har bare savnet dig så inderligt!”
Jamie kiggede op over rælingen, og så noget i det fjerne. Et stort slot tonede frem i horisonten.
”Hvad pokker” udbrød han begejstret.
”Hey, jeg siger ligefrem undskyld her! Wow” sagde Frances så og fulgte retningen hvor hans øjne befandt sig.

Det var ingen ringere end Christian IVs stolte slot, Kronborg, som havde fanget de unge menneskers opmærksomhed. Dette slot var kendt for, at huse mange gamle historier om Danmarks stolte og farverige helte. Holger Danske var blot en af dem, og det var som regel her man kunne finde ham i de gamle kælderregioner, men det er en helt anden historie.

Men noget var galt kunne Jamie straks fornemme, i takt med at båden nærmere sig land. Nogen havde ventet i flere dage på at de skulle dukke op. Jamie kunne skimme en skikkelse, iført kutte, og udstyret med et sværd, som ville have været moderne i 1600 tallet, stå oppe på slotsmuren. Til sin rædsel så speciel agenten, at nogle store kanoner var rettet med fronten imod deres skib. Han så derefter, at personen med sværdet, gjorde tegn til mændene bag kanonerne, at de skulle gøre sig klar til, at fyre med åben ild.
”Holy shit”, mumlede Jamie, og uden at tage notits af Frances, vendte James sig om, og løb alt hvad remmer og tøj kunne bære, for at finde sin bror.

Hvad vil der nu ske? Var spillet ude for brødrene Dalwreck og deres rejsefæller? Hvem i alverden var den person, som stod oppe på Kronborgs slotsmure, klar til at skyde det nyankomne skib i smadder? Var det en almindelig dansk tradition for turister og andre besøgende? Eller var der en eller flere ukendte personer, som ønskede specielagenterne derhen hvor peberet gror?

Følg med i morgen…

9 Dec.”Gode råd er dyre ”

Jamie flåede døren til spisesalen op og styrtede ind. Der var stadig musik på fuld hammer i salen. Det ville ikke være muligt for ham, at få de andre passasgeres opmærksomhed hvis han ikke gjorde noget dramatisk. Jamie trak sin pistol fra ben hylsteret, rettede den op i luften og affyrede et par skud. Omgående blev der stille og alles øjne rettede sig mod agenten, med pistolen i vejret og røg rygende fra løbet. Jamie råbte så ud til folkemængden:

”Hør efter! Vi bliver nødt til at evakuere! Vi nærmer os Kronborg og de har hensigt til at skyde os ned!”
Flere passagerere begyndte højlydt at diskutere frem og tilbage, om det var sandt hvad den unge mand sagde eller om han bare havde fået for meget at drikke.

”DET PASSER! Og hold nu op med at snakke, nu hvor vi må handle!”
”Ingen panik!" Kaptajnen rejste sig og manede til besindighed: "Vi må undersøge sagen, vi må ikke gøre noget forhastet som slet ikke er nødvendigt …” sagde Kaptajnen med dyb stemme.
”Hør nu efter! Vi er ved at blive skudt ned! Der er ikke tid! Du kan selv komme med op og kigge!”
Da kaptajnen hellere ville følge med og se om det var sandt, end at rømme hele den sejlende dåse, så fulgte han med.
Hurtigt sluttede Jake, Hermione og Xara sig til Jamie, da han og kaptajnen vendte tilbage fem minutter efter. Francis kom ind i salen sammen med dem.
”Jamen hvad med de andre?”
”De er ude efter os, Jamie,” sagde Xara ”hvis vi forlader skibet, så vil de ikke skade skibet, og de andre.”
”Er du ikke lidt naiv på det område, Xara? Det er iskolde psykopater vi har med at gøre! De vil være ragende ligeglade om de skader os eller de andre med. De er kun interesseret i at få os ned på havets bund.”
”Så må vi bare forlade skibet alligevel. Så har vi forsøgt at redde dem.” Sagde Hermione.
”Bare et spørgsmål: Har nogle af jer tænkt på, hvordan vi kommer væk fra skibet? Vi er ude på åbent hav?!” ” Spurgte Jake.
Jake havde fat i noget. De tænkte over det i nogle sekunder, men så sagde Francis:
”Jeg har en ide!” Og du har bare at hjælpe kaptajn, hvis du ved hvad der er bedst for dig selv!”

Hvad mon Francis's idé går ud på? og kan de nå det inden Kronborgs kanoner affyres? Følg med i morgen...

10 Dec.”I parkeringskælderen ”

Fem minutter efter …
Det er gakgak! Det er en åndssvag idé! Har du set for mange James Bond-film, Francis?”
”Hold kæft, jeg ved hvad jeg gør!”

De fem agenter skyndte sig ned i skibets parkeringskælder med elevatoren. Da de nåede bunden og dørene havde åbnet sig, skyndte de ud. Der var ingen tid at spilde. De havde ikke haft tid til at pakke, men de havde fået kaptajnen på deres side, så indtil videre løb det hele som det skulle.

”Det er stadig en åndssvag ide! Vi kan sku' ikke tage nogle køretøjer, åbne parkeringskælderlugen halvt og flyve fræsende op på land! ”.
”Har du måske en bedre idé?” Francis stoppede op og så afventende på Jake, for at høre om han havde en bedre ide.
”Nej men …”
”Nå, men så er der kun min idé… Og for resten, hold op med at brokke dig!”

Francis kiggede bil rækkerne igennem for at finde en egnet kandidat til udførelse hendes idé. En svedig rød Ferrari lokkede, men der var kun plads til tre. Ved siden af den smukke bil, stod en motorcykel.
”Hmm … Ok. Hør, vi gør følgende: Først, hvad var det I to hed?” spurgte hun de to piger som hun ikke kendte, men som var sammen med de 2 agent brødre..
”Hermione og Xara” svarede de to piger. Francis henvendte sig til Hermione, som indtil videre virkede som hendes største rival.
”Nå, men Hermy, inden du tager alt for hårdt fat i Jamie, så skal du vide en ting: Jeg så ham først!”
”Så det gjorde du? Jeg har da mere charme!”
”Jeg har en bedre røv end dig!”
”Jeg har en større hjerne!”

BANG!
Et kanonskud lød langt væk fra dem, men resultatet ramte dem, eller rettere skibet. Et hul på størrelse med en fodbold kom til syne i skibets skrog og vandet fossede ind på bildækket.
”Øh piger, kunne vi ikke tage den senere?” råbte Jamie og gjorde sit bedste for ikke at gå i panik, selvom to af hans kollegaer skændtes om hans opmærksomhed og skibet var blevet beskudt.
”Okay, men så skrider vi til handling! Hermione, Jake og Xara, I tager øsen!”
”Hvad så med Jamie og dig?” Spurgte Hermione. Hun lød ret utilfreds.
”Vi tager motorcyklen … Må heldet være med jer!”
”Hey, hvorfor tager Jamie og jeg ikke bare motorcyklen, så kan du tage med de andre!?”
”Jeg er den ældste og lægger planerne her, skatter …”
”Jamie må da sgu' da selv vælge, hvem han vil tage med. Jamie, hvem vil du tage med? Hende den grønne tudse eller mig?”
”Jeg er ikke nogen tudse!” Francis blev ildevarslende rød i hovedet af vrede, over at blive sammenlignet med en tudse, bare fordi hun havde grønt hår.
”Som Jamie sagde, vi tager den senere!” sagde Jake. Han hoppede ind bag rettet, trak sin mobil og fik fat i kaptajnen:
”Okay Kaptajn, frem med dåseåbneren og få den luge åbnet halvt som vi aftalte! og sørg for at evakuere passagererne - skibet er ramt!”

Vil planen lykkes? kan køretøjerne overhovedet komme ud af lugen, for alt det vand? Følg med i morgen…