Indledning - skrevet af Nicole
Et meget højt og hjerteskærende skrig flængede som en skarp kniv, igennem de mørke korridorers stilhed, der igennem flere hundrede år havde ligget uberørt hen.
Skriget tilhørte en ung pige ved navn Kit, som de fleste nok ville have gættet til at være omkring 16 år. Aldrig før havde noget menneske præsteret at skrige så højt som hun netop havde gjort. Det er en kendsgerning at det aldrig er Kits opgave at gøre det. Det var tværtimod Marys opgave at skrige når farerne endnu engang bankede på for hendes storesøster, som besad et særligt talent for at opsøge dem. Kit var af den støbning som nemlig ikke lader sig gå på af det værste. End ikke et lille skrig knyede den modige pige dengang da hun som barn nær var kæntret med sin fars robåd. For ikke at tale om, da hun med et vindstøds hjælp faldt 5 meter ned af en stige og kun med nød og næppe overlevede faldet.
Frygten lyste som en 80 watts pære ud af den rædselslagne Kit, der i mørket lå sammenkrøbet på gulvet og rystede af en følelse som hun aldrig før havde kendt til. Nemlig angst. Ren instinktivt havde hun slået armene beskyttende om sig, i det tilfælde at den fremmede, som netop var trådt ud af mørket, skulle gøre hende noget ondt.
”Rolig, lille ven. Jeg gør dig intet ondt”, hviskede en stemme, som uden tvivl kom fra det fra den kutteklædte skabning, der stod foroverbøjet over den sammenkrøbne pige og talte beroligende ind i hendes øre. Selv om hun kunne mærke den fremmedes nærvær og høre hans hvisken, kunne hun ikke se ansigtet for kutten, som skjulte den fremmedes identitet. Inde i sit hoved tænkte Kit sarkastisk, at der ikke var store chancer for at hun ville genkende ham, hvis han prøvede på noget. Hun turde næsten ikke tænke tanken til ende, i det tilfælde at der skulle ske hende noget. Kit havde altid været lidt overtroisk og tog sig selv i af og til at tænke sådan. I stedet prøvede hun at genkende den fremmede, som hun ikke kunne forbinde med nogen, men alligevel følte hun at de kendte hinanden.
Kit følte sig som en jaget mus der nu var blevet fanget af en sulten kat. Af frustration og frygt begyndte hun at skrige igen for fuld hals. Loftet over dem begyndte at smuldre, så små sten dryssede ned og gulvet rystede under dem. ”Hold op med det! Det gør ondt i mine ører, og hvis du bliver ved ender du med at få os levende begravet". Hvad er der blevet af din tapperhed?”, sagde den fremmede muntert og flere ukendte skabninger sprang omkring dem og de grinede en hul latter. ”Du har ellers aldrig været bange af dig! Hvem tror du der reddede dig fra druknedøden og en lungebetændelse som kunne havde slået de fleste ihjel? Eller satte din rygsøjle sammen igen efter du havde brækket den i flere afdelinger, efter du havde leget ”Byggemand Bob””, grinte han hæst. "Siden du var lille har du overrasket mig med din styrke, din vilje af stål, samt en stædighed langt værre end et ungt æsel, og jeg må sige at det har til tider været afkræftende at holde styr på dig. Jeg ville gerne have haft dig udenfor i et par år endnu, men siden du begyndte at udvise interesse for os, ville jeg ikke imødekomme dit ønske”. Efterhånden som den fremmedes ord blev sætninger, forstod Kit lidt efter lidt hvad han havde i tankerne.
Selvom hun ikke kunne se igennem mørket kunne Kit alligevel skimte et sammentrukket smil under hætten, udstyret med en række spidse tænder der mindede om metalfarvede knive. ”Var det ikke det du ville?" fortsatte han. "Fange en hacker med dine egne hænder?”, spurgte han grinende. Han tog Kits skælvende hænder og lagde dem på sine benede og kolde underarme. "Du har fanget en hacker. Din helt egen". Kit prøvede at trække sig væk fra ham. Hackeren grinte dæmpet. "Du ville have en hacker, og ind i hans rige? Ikke sandt? - Er der andet du vil?" tilføjede han drillende.
"Jeg vil gerne hjem", svarede Kit stilfærdigt.
"Jeg skal følge dig hjem, så der ikke sker dig noget." lovede han. Kit, der knapt kunne fatte sit held kiggede op på den fremmede med blanke øjne svarede: "Vil du det?", spurgte hun snøftende. Den så tankefuldt på hende. 
"Ja, det lover jeg". Kit følte sig trøstet, og tog den hånd som den fremmede havde rakt hende. De begyndte at gå, men for hvert skridt de tog, forekom det hende at korridorerne så mere og mere ældede ud. Hurtigt opfattede hun, at der var noget galt. Den fremmede trak hende længere og længere ind i mørket. "Hvor fører du mig hen?", skreg Kit og rev sin hånd til sig.
"Hvor jeg lovede", svarede den fremmede grinende. "Mit hjem er nu dit hjem!".
Afsnit 2 - Skrevet af Pihe
Som ved et mirakel, fik Kit revet sig løs af hackerens hånd og begyndte at løbe. Hun løb for livet som om hun aldrig havde lavet andet.
Hun kunne høre hackerens og hans følge løbe efter sig, men havde et utroligt overskud til at blive ved med at løbe. Efterhånden døde de løbende skridt ud og hun sænkede farten. Da hun endelig stod stille så hun sig omkring og spekulerede over hvor hun mon var henne.
Hun tog sin mobil op af lommen og fandt frem til det indbyggede GPS system. "Out of range" stod der på skærmen. Der var åbenbart intet mobilsignal her i området konstaterede hun og sukkede. Modløs og træt satte hun sig på jorden og kiggede rundt.
Det var blevet nat og månen lyste området op. Månelyset kastede mærkelige skygger og hun trak benene op under sig. De rystede af kulde og af anstrengelserne efter løbeturen. Der var ikke en levende sjæl at se nogen steder. Hun anede ikke hvor hun var og hvordan hun skulle finde hjem. Da hendes øjne havde vænnet sig til mørket, gik det op for hende, at der var lys forude. "Måske er der et hus eller nogen der kan vise mig vej derovre" tænkte hun for sig selv og rejste sig op.
Da hun havde gået i en evighed - eller sådan føltes det i hvert fald, så kunne hun se at lyset blev stærkere. Langt om længe fik hun øje på hvor lyset kom fra. Et kæmpe højhus stod ved vejen og der var lys i nogle af vinduerne. Hendes hjerte sprang et slag over af ren og skær glæde, og hun fik fornyede kræfter.
Inden hun fortsatte mod højhuset, kiggede hun igen på mobilen for at se om hun havde fået signal. "Damn!" råbte hun højt, da hun fandt ud af, at den var død.
Hun sattte i løb mod højhuset og håbede, at der var en oplader hun kunne låne...
Afsnit 3 - Skrevet af Slowly
Kit sagtnede farten, jo tættere hun kom hen til Højhuset og endelig var hun der.
Hun gik igennem den gigantiske svingdør, og trådte ind i et underligt rum. Der var ikke en sjæl at se. "Dette må være Receptionen" tænkte Kit. Pludselig hørte hun en dunkende lyd fra rummet ved siden af. Hun trådte forsigtigt frem og gik hen mod rummet. Hun kom tættere og tættere på og vidste ikke helt om hun skulle fortsætte eller holde sig væk.
Kit besluttede sig for ikke at gå videre, og satte sig på en bænk i nærheden. Pludselig trådte der en mandlig skikkelse ind i rummet. Kit så op. Den mandelige skikkelse nærmede sig Kit. Kit kunne mærke sveden i sine hænder af angst for, hvad der mon nu skulle ske.
"Hvorfor sidder du her, helt alene?" spurgte manden.
Kit så op, men svarede ikke.
Manden rakte hånden frem. "Jeg hedder hedder Micki, men mine venner kalder mig Mik" sagde han.
Kit kunne mærke en klump i halsen, og hun kunne lige presse nogle få ord ud. "H..h..Hej, jeg hedder Kit" sagde hun.
Der var stille i nogle få sekunder, før Micki endelig brød tavsheden. "Er du faret vild... eller sådan noget?". Manden så skæptisk på Kit.
"Det kan man godt sige.. Men hvad laver du her?" spurgte Kit.
"Jeg bor her.. I en lejlighed på 3 etage, vil du med der op?" svarede Micki.
Kit blev nød til at tænke sig om i nogle minutter før hun endelig svarede. "Nej tak, jeg klarer mig!" svarede hun.
Micki trak på skulderen, og sagde pænt farvel til Kit.
Kit besluttede sig for at udforske Højhuset, og gik hen til en elevator.
Kit trådte ud af elevatoren og trådte ind i rummet foran elevatoren. En masse drenge og piger stod i dette rum. Kit kunne hele tiden høre folk råbe ting om at købe og sælge. Hun var ikke helt sikker på hvad det handlede om.
Kit satte sig endnu engang på en bænk, der lignede den nede i receptionen. Hun opdagede hun sad ved siden af en slags plante.. Den så meget gammel ud. Pludselig kom der en pige springende op på planten.. Kit blev så forskrækket, at hun sprang af bænken og løb ind i et rum ved siden af.
Dette rum var meget tomt, men dog sad der 3 piger og småsludrede. Kit kunne ikke helt høre hvad pigerne snakkede om. Kit havde på mystisk vis fået lidt mod tilbage, det havde ellers været væk i lang tid, men alligevel var hun forsigtig. "Hey, er der nogen af jer der har en oplader til min mobiltelefon?" spurgte hun med en høj stemme.
De tre piger så forskrækket på Kit!
Pludselig var Kit bange... IGEN!..
Afsnit 4 - Skrevet af Seje mig3 / sm3
”Du skal ikke stå der og smuglytte!” sagde en af pigerne. ”Kom op i to.” Sagde hun til de to andre piger. Pludselig forsvandt de, og Kit var alene.
Hun kiggede rundt i rummet. Der var to billeder på væggen, et skilt på væggen hvor der stod Mobil-Shop, og et gråt stativ hvor der stod seks mobiltelefoner på. Kit gik over til telefonerne, og tog en af dem op. Pludselig begyndte en tyverialarm at bippe. Kit fik et chok, og tog skyndte sig ind i naborummet.
En dame med gråt hår kom ind af døren og satte sig på den hvide stol. ”Godaften,” sagde hun. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
”Øhm. Hvem er du?” Spurgte Kit.
”Hvem jeg er? Jeg er da Viceværten i Højhuset. Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
”Jeg har brug for en mobiltelefon oplader og et sted jeg kan sove, kan du hjælpe mig med det?” sagde Kit søvnig.
”Naturligvis, du kan låne min oplader og du kan sove i din lejlighed. Den er gratis.” sagde Viceværten.
”Hvordan får jeg sådan en?” spurgte Kit glad, fordi hun havde fundet et sted at sove.
”Kom med mig så finder jeg en til dig.” sagde hun og gik med Kit lige i hælene.
Viceværten stoppede foran værelse 3711. ”Her skal du bo,” sagde Viceværten og åbnede døren. ” Indret det nu pænt og ingen larm efter ti.” Kit gik ind i lejligheden, og Viceværten lukkede døren efter hende. Kit kiggede rundt i lejligheden. Den var meget spartansk indrettet. I hjørnet stod en seng og et bord med en lampe på. I det andet hjørne stod et køleskab og et komfur. Kit lagde sig på sengen med armende under hovedet, og faldte langsomt i søvn.
Pludselig bankede det på døren. Kit satte sig op med et ryk da det bankede på døren. Hackeren har fundet mig! tænkte Kit skræmt.
5. Afsnit - skrevet af Arne
Kit havde en stor klump i halsen, hvem stod mon lige der uden for døren?
Hun gik med hastige skridt hen mod døren og trak i håndtaget. Det var såmænd bare Viceværten der bankede på igen, hun gik ind uden og hilse. Hun havde noget i sin højre hånd som mest af alt lignede en slags seddel. Kit stod ovre i hjørnet, smilende men stadig lidt genert. Viceværten gik lidt rundt i lejligheden, det var ligesom om hun nærstuderede et eller andet, inden hun til sidst smed sedlen på et låst felt i Kit’s lejlighed. Og så blev døren smækket i, da hun gik igen uden et ord. Det gav et ordentlig knald som genlød i hele Højhuset og alle folk kiggede forskrækket på hinanden, i alle de andre rum.
Kit vidste ingenting for hun var oppe i sin lejlighed, hvor hun nærstuderede lappen som hun havde fået. Den lignede en der var beskidt, og lignede ikke den anden lap Kit havde i sin lejlighed. Hun kiggede og kiggede og kunne godt se at den hun lige havde fået lignede en der var sjælden. Det var svært at se hvad der stod på den, men hun kunne skimte at der stod 1000 - Viceværten havde smidt den meget sjældne 1000 lap i Kit’s lejlighed! Hun kiggede nærmere på den anden lap hun havde i sin lejlighed, den var grøn og der stod der kun 50 på. Den var ikke ligeså sjælden som den anden, det var tydeligt for hende. Der gik kun kort tid inden højhusbrugerne opdagede at den sjældne 1000 lap var kommet til igen, efter at den i sin tid jo var blevet slettet.
Og hurtigt blev Kit’s lejlighed bestormet af nysgerrige brugere. Der var mange bud på den sjældne lap. Men Kit ville ikke sælge den lige foreløbig, selvom hun ikke rigtig vidste hvad hun snakkede om fordi hun var helt ny. Hun havde kun været i Højhuset i 2 dage men allerede nu var hun kendt, og på alles læber pga. 1000 lappen, som hun havde fået af selveste Viceværten.
Det begyndte så småt at blive mørkt i Højhuset og mange brugere var begyndt at logge af, så Kit besluttede sig for at kigge rundt i rummene så hun rigtig kunne lære det her sted at kende. Først gik hun til Parken og Kit tænkte inde i sig selv; ”ØJJ, sikke et smukt rum, masser af grønt.” Og var der noget Kit kunne lide, så var det grønt. På parkens bænk sad en dreng og han så genert ud. Kit sagde hej og ventede på et svar men der var ikke rigtig nogen reaktion, hun tænkte straks: ”Er han død?” Men lidt efter kom der så endelig et svar, der bestod i: ”glæd dig ikke til i nat Kit” - Kit gispede og løb væk i skrigende fart, hun løb så langt at hun landede i et rum der var helt blåt. Hun var bange, meget bange - for hvad ville der ske i nat?
Kit gik derefter op i sin lejlighed igen, forskræmt og forvirret over det hele. Klokken nærmede sig hastigt 24, hvorefter det ville blive nat så hun kiggede hele tiden på klokken. Så var der 10 minutter, så 9 minutter, og nu var der kun 8 minutter tilbage. Sveden raslede af Kit’s pande, skal glæde blive afløst at tårer? spurgte hun sig selv. Kit prøvede i et desperat forsøg at lukke øjnene i håb om at natten ville blive overstået hurtigt - desværre uden held... klokken var lige præcis blevet 24, da der blev banket hårdt på Kit’s dør. ”BANK - ”BANK - ”BANK ” hvorefter en lav og nervøs stemme kom derudefra: ”L---lll-uuu-kkk m--mmm--iiiii-ggg i-iiind.”
Kit spekulerede og tænkte, hvad i alverden var det? Som sekunderne tikkede af sted blev bankene højere, og det fik Kit til at ryste, som var hun en alkoholiker der manglede sin spiritus. Til sidst kunne den nervøse pige ikke holde det ud længere. Nysgerrig efter at opklare hvem bankenes ejermand var, tog hun forsigtigt fat i døren, bevæbnet til tænderne med en stegepande, i det tilfælde at hun skulle lukke den forkerte person ind. Efter få minutter kunne Kit ikke vente længere og med en voldsom kraft rykkede hun i døren, så hængslerne åbnede med jamrende protester.
Synet der mødte Kit var både overraskende og chokerende på samme tid. Hun tabte stegepanden, som kort efter plantede sig solidt på Kits højre fod. Få sekunder efter hoppede hun hylende rundt ude på gangen som om hun var en indianer der var ved at arrangere en regndans. Pigen der havde stået over for Kit gloede med store øjne og åben mund og lignede en der aldrig havde lært talens brug.
Efter at have sundet sig over slaget, tog Kit mod til sig, rettede blikket mod pigen der ikke var meget yngre end hende selv, og sagde med myndig stemme: ” Hvad kan jeg hjælpe med?”. Pigen var så snavset at man med garanti ikke ville kunne se om hun var hvid eller sort. Hendes hår lignede allermest noget en rengøringskone havde brugt til at børste spindelvæv ned med. Hendes grønne øjne afslørede en hemmelighed som ikke var tilgængelig for alle og vækkede Kits nysgerrighed. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”, spurgte Kit igen og tog den gådefyldte piges snavsede hånd (hvilket Kit rynkede lidt på næsen af) og trak hende med ind i lejligheden.
Pigen lod sig mekanisk følge med, som hun gik i en trance. Men med ét gav det et mindre sæt i hende, og hun rev sin hånd til sig. Forskrækket over Kits berøring begyndte hun at råbe op. ”De er efter mig!”, skreg pigen nærmest i vildelse og så sig forfærdet rundt i lejligheden. Som om ”de” kunne skjule sig bag det nærmeste møbel. ”Hvem er de?”, spurgte Kit forfærdet, og tog på ny pigens hånd (hun valgte at ignorere skidtet og den pigens vilde skrig). Men Kit kunne ikke få noget ud af pigen som pludselig faldt besvimet om.
Kit fik hende bugseret over til sofaen. En lille lampe sendte et roligt og dæmpet skær ud i rummet. Pigen fik et tæppe over sig og hun kom til bevidsthed igen. Hun holdt stadigvæk Kits hånd. ”De vil slå mig ihjel”, hviskede pigen, imens tårerne løb ned over kinderne og blandede sig med skidtet der lå i dybe lag på hendes kinder.
”Hvem er de?”, gentog Kit nu mere alvorligt og så pigen ind i øjnene. Men inden pigen nåede at svare, faldt hun i en urolig søvn.
6. Afsnit - skrevet af Kitsune
Fortsættelse: Gidipi faldt i søvn hos Kit...
Drømm
en
Hun gik hen af en mørk korridor efterfulgt af lyden af tunge skrift der som en hammer slog imod stilheden. Pigen gik som i en slags trance i takt med at hun lod sin tynde og benede hånd glide hen over de gamle og meget smuldrende mure. Hun stoppede kun op når hun stødte på et interessant tegn eller billede som hun med glasagtige øjne forsøgte at finde den dybere mening med.
Hun var stoppet op ved en ældgammel væg hvor der var blevet hugget en tegning ind i det gamle murværk. Pludselig slog hun hånden for munden og tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder. Tegningen viste en kvinde, måske lige i starten af tyverne, der var døende i en barselsseng. Ved den blødende kvinde stod en kutteklædt mand med et barn på armen. Triumferende betragtede han den unge kvindes tragiske dødskamp, imens barnet med lysende øjne så på sin moder. Uden den grædende pige var klar over det blev mysteriet om HøjHusets engang forsvundne dronning bekræftet. Skabningen på billedet lignede akkurat den person som havde bebyrdet hende sin kærlighed og evige troskab. I hendes øjne var han det bedste der var sket i hendes liv.
Uden at pigen var klar over det blev hun betragtet af flere hundrede gule øjne, deriblandt pigens omtalte ”kærlighed”. Han smilede af hendes opdagelse. ”Jeg ser at du har opdaget min mors triste skæbne. Synd at du akkurat skulle se det inden brylluppet. Men det ændrer ikke noget som helst!”, sagde han venligt og trådte et skridt nærmere. Pigen vendte sig om og til sin gru opdagede hun først nu hvor hæslig manden var. Han havde intet hår på hovedet, men derimod stak der et par ører frem på hver sin side af hans hoved som endte i en spids. Øjenbryn havde han heller ikke, derimod ejede han et par orange øjne der skinnede som 2 gyldne skiver i det kvælende mørke.
Det var som om hun brat var blevet revet ud af en trance og opdagede først nu hvor hun var. Pigen snublede og faldt baglæns. Og med en voldsom kraft bankede hun baghovedet ind i muren bag hende. Kort efter løb blodet sort og dovent i strømme ned af væggen. Det så ud som om det var den døendes kvindes blod der atter løb på ny.
Efter noget tid genvandt pigen fatningen og fik stavret sig op på sine ben. Hun mærkede at blodet pumpede ned af ryggen på hende og gennemblødte hendes i forvejen meget nussede trøje. Lige så stille begyndte hun at bakke væk fra forsamlingen der truende kom nærmere. ”Caroline”, sagde stemmen imødekommende. ”Du kan ikke flygte fra os. Prøv ikke på at gøre noget dumt. Vi kan jo ikke have du kommer alvorligt til skade, min ven”, fortsatte den venligere stemt og rakte en hånd bydende frem. Caroline, som pigen hed, så frastødende på ham og svarede roligt: ” Ingen skal komme og fortælle mig hvad jeg IKKE er i stand til. Det er jeg bedst til selv at bedømme”. Uden at fortrække en mine greb skikkelsen fat i hende, og Caroline udstødte et skrig af raseri. (Det er den dag i dag ikke til at vide om han havde forsøgt at lægge hånd på Caroline, hvis han vidste at hun var en Gædypi -en blanding af en newbie og en gæst på en pigebruger, der efter sigende skulle besidde en ufattelig styrke.) Inden manden nåede at indvende noget sparkede Gædypien af alle sine kræfter ham i maven, hvorefter han faldt om på stedet. Dette skabte vild panik i forsamlingen af hackere, der straks kastede sig over Caroline, som om hun var en amerikansk fodbold.
Efter flere minutters hektisk kamp lykkedes det Gædypien at vriste sig løs og flygte. Men i mørket kunne hun høre det uhyggelige folkefærd der grinende forfulgte hende som katten efter musen. Hun løb ned af en stejl trappe, som hun tidligere have passeret og kunne mærke at stenene i farten skred under hende.
Caroline var fortvivlet over hvor let det havde været for hackerne at lokke hende ned i de skjulte korridorer, hvor det siges at de i århundrede have holdt til. Det var almindelig kendt at de fangede piger, som de havde udset sig som deres brude. Caroline skar tænder af de misdannede skabninger, især væsnet som havde udvalgt hende til sin brud. Han var det mest frastødende hun havde set, og tanken om at blive kysset af denne skabnings læber, som lignede noget der tilhørte et halvråddent liv, fik hendes nakkehår til at rejse sig.
Da hun var midtvejs nede af trappen kunne hun mærke at murstenene under hende begyndte at give efter for hendes vægt. Et sted manglede der ganske enkelt nogle trin så hun måtte hoppe for at komme videre. Med ét blev alt omkring hende stille. Kun vindens susen hørtes, og det sendte drillende iskolde vindpust i nakken på hende. Det skræmte dog ikke pigebarnet yderligere. Faktisk begyndte det at gå hende på nerverne da vinden tog fat i hendes hår og forsøgte at trække hende ned af trappen. ”Så stop det dog! Forsøger at du slå mig ihjel?”, skreg Gædypien og rev sit hår hidsigt til sig. ”Du gør mig bange!”, tilføjede hun ærligt og sank en klump. Med ét holdt vinden op, og den kvælende stilhed tog til. Caroline stoppede et øjeblik og overvejede sine flugtmuligheder. Skulle hun tage chancen, og bede til gud om at han vil redde hende endnu en gang og lade hende komme helskindet ned af den livsfarlige trappe. Eller løbe lige i armene på hackerne? Hun blev hurtigt enig med sig selv at det var bedst at sløjfe den sidste mulighed.
Caroline skulle til at fortsætte sin flugt ned af trappen, da hun blev stoppet af en velkendt stemme. ”Caroline, hvis du spurgte mig ad så er det du er ved at gøre meget dumt. Du kunne jo slå dig, min pige. Så slemt er det heller ikke at leve hernede”, sagde den hypnotiserende og lokkende til hende.
Et ganske kort øjeblik antog Carolines øjne et glasagtigt skær, men hun opfattende hurtigt hvad der foregik. ”Aldrig! Så hellere dø!”, skreg hun og knyttede sine små hænder faretruende for at vise hun gjorde alvor at sine trusler.
Til Carolines store rædsel blev der tændt 2 måner i mørket, og ud trådte hackeren. Han så endnu mere faretruende ud end første gang hun så ham. ”Ja så? Der er endnu ikke lykkes for nogle at begå selvmord. Men én gang skal jo være den første”, svarede han drillende og trådte et skridt nærmere den forstenede pige. Uden Gædypien registrerede det trådte hun et skridt tilbage, og røg for anden gang bag over. Men denne gang til et bundløst intethed. Hun faldt og kunne mærke at mørket lukkede en iskold hånd om hende...
Hos Kit
Den forfærdede Caroline skreg og slog øjnene op og så direkte op i en ung og smilende kvindes ansigt. Først troede hun at hun var kommet i himmelen, men tænkte lidt efter at Sankt Peter ikke just er kendt for at møblere det himmelske rige som man gjorde i HøjHuset. ”Hvor er jeg?”, spurgte pigen fortumlet og satte sig halvt op i sofaen.
”Du er i min lejlighed. Mit navn er Kit, og jeg ser at du er på flugt ligesom undertegnede”, svarede Kit og hendes ansigt blev mere alvorligt. ”Men hvem er du? Og hvor kommer du fra?” fortsatte hun, og så indtrængende på Caroline. ”Du ligner ikke en helt almindelig pige. Din natur virker meget dyrisk og aggressiv. Men alligevel besidder du en piges skønhed. Tilgiv mig, at jeg er ligefrem”, tilføjede Kit lidt forlegen.
”Det er helt i orden. Jeg har ikke noget at skjule for dig. Du, som har hjulpet mig, kvinde. Mit navn er Caroline, og jeg er en af de sidste overlevende af den uddøde og fornemme race, Gædypi.” sagde hun og Kit anede en vis stolthed i hendes stemme. ”Mit folk stammer fra den samme tid hvor hackerne så dagens første lys. Desværre bliver de flere og flere”, sagde Caroline bittert.
”Hvor mange er i tilbage?”, spurgte Kit nysgerrigt.
”Omkring 80-90 stykker. Vi har i mange århundrede været spredt for alle vinde. Jeg levede sammen med min morbror i retroetagen, som superbrugerne nu har afskaffet. Da jeg var helt lille husker jeg at vi levede i et smukt og harmonisk land på den anden side af elevatoren. Gædypidien blev det vidst kaldt. Men det var kun de første år af mine liv vi boede der. Hvorfor vi blev fordrevet husker jeg ikke tydeligt. Jeg husker at vi måtte flygte fordi hackerne ødelagde alt omkring Gædypidien og forsøgte ihærdigt på at udrydde os. Hver og en. Men de fandt aldrig landets indgange”, smilede Caroline triumferende.
Smilet stivnede og Gædypiens øjne blev næsten sorte da hun tilføjede: ”De tog min mor”. Caroline snøftede og gned hidsigt en tåre væk. ”En dag var hun bare væk. Jeg troede ikke på min morbrors historier om det afskyelige folkefærd der kidnappede kvinder og brugte dem på det svinske som deres avlsdyr. Men jeg opdagede at han havde ret efter flere år. Jeg ville finde den skyldige som havde brugt min moder til sætte et af de uhyrer i verden med. For nogle år siden begyndte jeg at lede hele molevitten igennem. En dag fandt jeg indgangen til kældrene, og fra den dag begyndte jeg at udforske dets hemmelige gange og korridorer. Desværre havde et af udyrene udset mig som dens brud.
”Hvorfor tror du din moder er død?”, spurgte Kit stille og kiggede ned på sine hænder, hun kendte godt svaret i forvejen.
”Fordi det siges at hackernes afkom ved fødslen er meget langlemmet, hvilket gør at efterveerne er mere smertefyldte. I nogle tilfælde vil blødningerne ikke stoppe, og kvinden dør ganske enkelt af blodtab”, sluttede Caroline trist.
Kit så for sig hvordan denne skæbne kunne have overgået hende selv, hvis hackeren havde kunne holde hende fanget - badet i sit eget blod, med det rædselsfulde væsen til fader ved sin seng, med et barn hun med garanti ville græde over i årevis, hvis hvis det da lykkedes hende at overleve. Hun skubbede hurtigt tanken fra sig.
”Hvad har du tænkt dig?”, spurgte Kit uroligt.
”Den eneste redning for mig vil være at drage til Gædypidien, og slutte mig til mit folk. Men det vil være hensynsløst af mig at efterlade dig her. Du er velkommen til at tage med.”
”Tak for omtanken. Jeg vil under ingen omstændigheder blive her. I HøjHuset vil de kunne få fat i mig så let som ingen ting. Om dit folk vil tolerere mig eller ej, må blive deres problem” svarede Kit, til Carolines overraskelse.
Og med disse ord lavede de 2 kvinder, af hver sin afstamning, en pagt. En pagt der ville medføre at de med alle midler vil hjælpe hinanden på rejsen til Carolines hjemland for at starte et liv der. Kit var ikke helt sikker på om sin rejsefælle havde droppet tankerne om at finde sin mors ”morder”, men hun kunne godt lide Caroline.
Pagten skulle senere vise sig at blive skæbnesvanger for de 2 unge kvinder.
7. Afsnit - skrevet af sm3
”Okay så,” sagde Caroline overrasket. ”Pak dine ting så vi kan tage af sted med det samme før hackerne finder os.” Kit gjorde som Caroline sagde men fandt ud af at hun ikke kunne tage 1000 lappen med sig. ”Øv! Kan ikke få den skide lap med.” Bandede Kit mens hun foldede 50 lappen sammen og lagde den i lommen. ”Jeg er klar.” Sagde hun.
”Godt. Følg mig.” Svarede Caroline, åbnede døren og gik hen mod elevatoren med Kit lige i hælene.
Elevatoren kørte langsomt ned. Kit kiggede på tallet der hele tiden skiftede. 100, 99, 98, 97. ”Den her elevator er da langsommere end min farmors cykel klub!” Stønnede Kit. ”Vær glad for at..” Sagde Caroline men blev afbrudt da elevatoren pludselig gik i stå og lyset halvslukkede. ”Shit!!!” Banede Kit. ”Det må være hackeren der har hacket sig ind i elevatoren,” sagde Caroline. ”God damn jeg hader de hackere!” Kit kiggede på tallene der skiftede mellem 56 og 57. Men pludselig begyndte tallene at flimre og i stedet for tal kom hackerens skallede ansigt frem. ”Godaften piger,” Sagde han. ”Og hvor skal i så hen i nat? Man plejer at sove til den her tid.”
”Stop dine venligheder!” råbte Kit. ”Hvad vil du os?”
”Må man nu ikke hilse på gamle bekendte? Meget vel. Hvis jeg skal gå lige til sagen så vil jeg ha' Caroline til at følge mig til Gædypien. Dig, min søde Kit kan jeg ikke bruge til noget så hvis du vil være så venlig at stige af elevatoren?” Sagde hackeren og åbnede døren så lyset strømmede ind i elevatoren. ”Ikke tale om! Jeg bliver lige hvor jeg er.” Sagde Kit. ”Meget vel. Så må i to have en god rejse ned” sagde hackeren og forsvandt fra skærmen. ”Hvad mente han med det?” Spurgte Caroline men lige efter det sidste ord var sagt fløj elevatoren nedad. Før man kunne nå at sige Bennys Pølsebrød stoppede elevatoren og åbnede døren. De var nede i receptionen. Både Kit og Caroline skyndte sig over til hver sin potteplante og kastede op. Da de havde sundet sig efter den hurtige elevatortur gik de ud af døren i receptionen og kom ud i det fri. ”Følg mig.” Sagde Caroline. Så begyndte de to kvinder at gå med raske skridt.
Da de havde gået 5km sagde Kit: ”Det er da underligt at hackeren bare lader os gå.”
”Det gør han ikke. Jeg er sikker på han eller en af de andre hackere følger efter os,” svarede Caroline. ”Vi må være på vagt.” Og med de ord gik de videre.
De gik ind i en skov. 200 meter inde i skoven stoppede stien og de blev nødt til at træde ud i rødder og mos. Der var meget glat. Kit gled i mosset en masse gange mens Caroline nærmest svævede over mosset og rødderne. Gædypier må være vant til dårligt terræn, tænke Kit mens hun rejste sig op efter at være faldet for mindst 10’ende gang. ”Er vi der snart?” spurgte Kit. ”Ja vi skal lige igennem skoven” svarede Caroline over skulderen. Kit kom på benene igen og prøvede at indhente Caroline.
Kit faldt for 117 gang. Da hun ville rejse sig op fik hun en pind i ryggen og røg til jorden igen. ”HJÆÆÆÆÆLP!” skreg Kit og kiggede på Caroline. Caroline kiggede tilbage og så Kit ligge på jorden med en kæp i ryggen. Manden der holdte kæppen havde en sort maske på hovedet og havde helt sort tøj på. Bag manden med kæppen kunne Caroline se 3 andre mænd med den samme mærkelige påklædning. Den ene af mændene så Caroline og på et splitsekund var manden over hende. ”Rejs dig op!” kommanderede manden der holdte kæppen til Kit mens han fjernede den fra hendes ryg. Kit rejste sig op og manden stak igen kæppen i ryggen af hende. Manden der havde overfaldet Caroline kommanderede det samme til hende og hun rejste sig op. Imens kom flere hackere til. Kit var rød i hovedet af arrigskab. Ud af skoven trådte hackeren og gik hen til Kit. Manden der holdte Caroline førte hende hen til Kit og hackeren. ”I troede nok at i fik lov til at gå hva?” sagde han triumferende. ”Ha!” sagde Caroline spydigt. ”Tror du vi dumme nok til at tro det?”
”Eftersom vi har fanget jer så ja,” sagde hackeren. ”Men nu hvis i vil være så venlige vil vi gerne have jer til at føre os til Gædypien.”
”Og hvis vi nægter?” spurgte Kit. ”Og hvis i nægter torturere vi jer til i adlyder. Og nu, før os til Gædypien.” Manden med kæppen pressede kæppen ind i ryggen på Kit så hun blev nødt til at gå. Manden der holdte Caroline samlede også en kæp op og gjorde det samme. Så begyndte optoget at gå. Caroline først med en kæp i ryggen holdt af en mand i sort bag hende. Det samme med Kit og bag dem en masse andre i sort tøj.
De var næsten kommet ud af skoven. Kit var gledet en masse gange. Nogen gange gled hun rigtigt, andre gange var et forsøg på at slippe væk. Det er da utroligt så stabilt de satans hackere står, tænkte hun. Pludselig snublede Caroline endelig efter at være gået 10km igennem den glatteste skov Kit nogensinde havde oplevet. Kit ”gled” og lagde sig ned på jorden foran Caroline. ”Giv din mand en fod i maven om 10 sekunder og løb derefter så hurtigt du kan” hviskede Kit til Caroline og rejste sig op. Caroline rejste sig også op og begyndte at tælle. 1, 2, 3, 4. For hvert sekund blev de mere og mere nervøse. 6, 7, 8, 9 10!! På samme tid fik begge vagter en fod i maven og de væltede bagover. Kit skubbede Carolines vagt til side da han kom mod hende. Derefter løb de som var 10 bulldogs efter dem. Kit kiggede tilbage og så at vagterne var kommet på benene og nu var på vej hen mod dem med 10 hackere i ryggen. Kit kiggede fremad igen og så lys. De var næsten ude.
8. Afsnit - skrevet af sm3
Hun løb og løb efter Caroline, men havde mest lyst til at stoppe og overgive sig til hackerne. Men tanken om grønt frisk græs og bjerge fik hende til at fortsætte. Hun kiggede bagud igen og så at hackerne kun var omkring 20meter fra dem. Da hun rettede blikket ligeud igen fik hun en gren i hovedet som hang ned fra et træ. Hun faldt. Hackerne kom tættere på. Hun prøvede at rejse sig op men gled igen. Hun gik i panik. Hackerne kom tættere og tættere på. Men pludselig var der en der råbte: ”Tag denne i dumme hackere!” Det var en drengestemme. Hackerne stoppede og vendte sig om. Kit kom på benene og kiggede mod hackerne og stemmen. Foran hackerne stod et menneske i en ninja dragt men selvom han havde ninja dragt på kunne man se det var en dreng da han havde en kraftig kropsbygning. Han smed et lille gult træ i en potte. Hackerne glemte alt om Kit og Caroline og løb hen til træet. Kit stod bare og kiggede. Da ninjaen så Kit råbte han: ”Løb dog! Løøb!” Det tog lidt tid
før Kit opfangede hvad han sagde men da hun endelig opfangede det løb hun som en gal. Caroline var allerede ude af skoven.
Kit og Caroline var kommet ud af skoven og stod nu på en mark. ”Hvilken vej?” Spurgte Kit forpustet og lød som en OL løber der lige havde løbet 100meter løb. ”Vi skal krydse marken, over en å og derefter finde indgangen til Gædypidien. Den ligger i bunden af en dal.” Svarede Caroline. ”Lad os komme af sted så.” Sagde Kit. Så begyndte de at krydse marken.
Marken var meget mudret og svær at krydse. Overalt var dybe mudderhuller der skulle undgås. Kit var røget i en masse mudderhuller og hendes hvide kondisko var blevet sorte af mudder. De havde næsten krydset marken. De kunne høre vandet risle et sted forude og de kunne se træer. Kit var helt udmattet efter at have løbet igennem en halv skov, næsten krydset en mark og kæmpe sig op af mudderhuller. Hun havde mest lyst til at sætte sig ned og holde en pause men da hun også var tørstig fik tanken af den rislende å hende til at fortsætte. Det var begyndt at blive mørkt. Bag dem kunne Kit og Caroline se svage lys fra fakler. Hackerne havde revet sig løs fra planten.
”Hvad var det for en plante?” Spurgte Kit. ”Det var et Citron træ. Hackere er helt vilde med ting og specielt gamle ting. Det var et rent held at den ninja kom og smed den.” Svarede Caroline. ”Hvem var ham ninjaen?”
spurgte Kit igen. ”Det var en skov ninja. De lever i skoven og hjælper folk i nød.” Resten af turen til åen gik i stilhed.
Da de kom til åen var solen næsten gået ned og man kunne næsten ikke se noget. Åen var ikke særligt bred, højst 2meter. Kit bøjede sig ned mod vandet og begyndte at drikke. ”Vi skal skynde os hvis vi skal finde broen før det bliver helt mørkt.” Sagde Caroline. Hackerne var hurtigere end Kit og Caroline så de var kommet tættere på. ”Du går til højre så går jeg til venstre. Den der finder broen råber op.” Kit nikkede og gik op ad åens højre side mens hun anstrengte øjnene for at kunne se noget.
Der gik flere timer før broen blev fundet. Kit måtte have gået mindst 5km op ad åen før hun så en lille primitiv bro. Den var lavet ud af planker og snor. Kit råbte så højt hun kunne: CAROLIIINE! JEG HAR FUNDET BROEN!” Hun blev ved med at råbe det til hun næsten blev hæs. Da hun fik ondt i halsen af alt det råberi satte hun sig ned i græsset og ventede. 20minutter efter kom Caroline spurtende. ”Hackerne.. *Pust* De har næsten krydset marken.. *Pust* Vi må skynde os! *Pust*” Stønnede Caroline. De skyndte sig over broen. På den anden side trak Caroline en lommekniv op af lommen og begyndte at skære broens reb over. ”Så indhenter de os ikke så let.” Forklarede Caroline da hun så Kit kigge spørgende på hende. Da det sidste reb var skåret over røg broen i vandet. ”Så er den sag klaret.” Sagde Caroline. ”Lad os komme videre.” Og så gik pigerne ind i skoven der lå på den anden side af åen. 
Skoven var mindre end den anden, var nær så fugtig og så gik der en sti igennem. Caroline og Kit havde sat farten op for at hackerne ikke skulle indhente dem mere end de allerede havde gjort. Da de kom ind i en lysning i skoven stoppede de for at holde hvil. ”Hvor langt tror du hackerne er væk?” Spurgte Kit. ”Jeg tror de er kommet til åen nu.” Svarede Caroline. Og ganske rigtigt for 2 sekunder efter en der en der råbte: ”De møg tøser har ødelagt broen!”
Kit og Caroline var kommet hurtigt på benene og skyndte sig videre efter at have hørt de vrede ord. De var nu halvvejs inde i skoven. Kit tænkte på hvad hackerne ville gøre for at komme over åen. ”Vi er snart ude af skoven,” sagde Caroline. ”Derefter går det ned i bunden af dalen. Dernede vil der stå 2 vagter ved en dimensions port.”
”Og hvis de nu ikke vil lukke os ind?” Spurgte Kit. ”Så har vi et lille problem. Men det gør de.” Sagde Caroline. ”Hvord..” Sagde Kit men blev afbrudt af en masse knæk lyde efterfulgt af et højt brag. Kit sprang en halv meter op i luften af forskrækkelse. ”Hvad var det!?” Spurgte hun. ”Det lød som et træ der væltede,” svarede Caroline. ”Vi skal nok ha lidt fart på.”
De var kommet ud af skoven. Nu stod de på et åbent område med et stort hul i midten som viste sig at være dalen. Der gik en meget stejl vej ned i bunden af den. ”Skal vi komme af sted?” Spurgte Caroline og begyndte at gå ned af den stejle sti. Stod og kiggede lidt på dalen. Man kunne ikke rigtigt se bunden da støvskyer hang tungt i luften. ”Kommer du?” Spurgte Caroline. Jeg rev øjnene løs fra støvskyen og kiggede på Caroline der var kommet 10meter ned i dalen. Kit skyndte sig ned til hende og så begyndte den store nedstigning.
Det var besværligt og farligt at komme ned i dalen. Det var meget stejlt og der lå småsten overalt. Gled man i dem var der stor sandsynlighed for at man røg direkte ned i dalen og brækkede nakken. Så Kit og Caroline var forsigtige med deres nedstigning. De var ikke kommet ret langt ned. Det var svært nok at komme hurtigt ned da de var meget trætte efter deres lange rejse men også svært at undgå at falde. Kit havde faldet en gang og var gledet ca. 2meter ned af skrænten før hun havde fået fat i en lille stilk der voksede op mellem alle småstenene. Kit var stadig bagerst da Caroline var bedre til at færdes på stenene. Kit prøvede at udtænke sit næste træk for at komme længere ned uden at glide da hun pludselig hørte råb oppefra. Da hun så op så hun hackerne stå og pege fingre mod hende og Caroline. Det var nok dem der havde råbt. Flere hackere kom til og nu begyndte de at komme ned mod os. ”De har fundet os,” råbte hun til Caroline. ”Vi må skynde os ned!” Hun tog en hurtig
beslutning om hendes næste træk for at komme ned og hoppede. Hun landede en halv meter længere nede. Men da hendes fødder ramte småstenene gled hun. På røven røg hun og susede nedad på stenene. Forbi Caroline. Hurtigere og hurtigere. På ca. 20 sekunder var hun nede i bunden af dalen. Hernede var der et blødt grønt mos underlag, en masse træer og så 2 store pæle der førte sammen i toppen som jeg regnede med var portalen. ”Kom du noget til?” Spurgte Caroline. ”Nej jeg har det fint. Skynd dig at komme jeg kan se portalen!” Og som sagt så gjort. Kort tid efter kom Caroline kurrende ned og stoppede ved siden af Kit. ”Det var faktisk sjovt.” Indrømmede Kit. ”Ja men der er ikke tid til at gøre det igen. Vi må over til portalen før hackerne kommer.” Caroline gik over mod portalen. Kit fulgte efter. Da de to piger stod foran portalen begyndte træerne man kunne se imellem de to pæle at flimre og pludselig blev det helt hvidt. Ud af det hvide trådte to mænd med hver sit spyd i hånden.
Den ene af dem var høj, muskuløs og havde et kraftigt overskæg. Den anden var også høj men mere skrøbelig. Og så havde han ingen hår på hovedet. ”Hvad vil i?” Spurgte ham med skægget. ”Vi vil igennem portalen, ind til Gædypidien hvor jeg engang boede.” Svarede Caroline ham. ”Og hvorfor regner du med at du kan komme ind i vores land selvom du har boet her for mange år siden lille pige?”
”Fordi..” Begyndte Caroline. ”Fordi jeg er den forsvundne prinsesse Caroline.” Kit måbede og det gjorde de to mænd også. ”Ca.. Ca.. Caroline er det dig?” Spurgte manden med skægget forbløffet. ”Ja det er mig. Og vi skal ind nu ellers bliver vi most af hackerne der er på vej.”
”Kom ind kom ind prinsesse,” sagde han. ”Kongen bliver glad når han ser dig.”
”Så min mor er død?” Spurgte Caroline. ”Ja det er hun desværre. Men lad os nu komme ind så du kan møde din far igen efter alle de år.”
”Men hvad med hackerne?” Spurgte Kit. ”De vil vel følge med.”
”Du har ret. Vi må nedkæmpe dem. Det er på tide de hackere skal udryddes en for en.” Kit og Caroline blev lukket ind i Gædypidien, mødte kongen Carolines far, nedkæmpede racen hackere og levede lykkeligt til deres dages ende.
Slut.